Charlottenlund Travbane

Mobile navigation

Vedtægter

Copyoversigt CH Derby 2011 08 28 Copy
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter

Vedtægter for Det Danske Travselskab

§ 1.
Selskabets navn er Det Danske Travselskab.

§ 2.
Selskabets formål er at forbedre forholdene for og kendskabet til travsport, og - som landets største og førende travbane - at fremme travsportens udvikling i Danmark.

Det er selskabets opgave at afholde væddeløb efter de af Dansk Travsports Centralforbund fastsatte regler.

§ 3.
Som medlem af selskabet kan efter godkendelse af selskabets bestyrelse optages enhver myndig person, der anbefales af mindst 2 medlemmer.

Ved optagelsen betales et gebyr på 500 kroner. Dette optagelsesgebyr tilbagebetales ikke ved eventuel senere udmeldelse eller eksklusion eller sletning af medlemslisten i henhold til § 4.

Et medlem har først stemmeret på en generalforsamling efter 6 måneders medlemskab.

§ 4.
Medlemskontingent for det efterfølgende år fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling og skal være betalt senest 31. december. Såfremt erindringsskrivelse ikke fører til betaling senest 31. januar, sendes meddelelse om, at vedkommende er slettet af medlemslisten pr. 15. februar.

Herefter kan ansøgning om medlemskab kun ske ifølge de i § 3 anførte bestemmelser for optagelse af nye medlemmer.

Eventuel udmeldelse af selskabet skal ske senest 14 dage før et nyt regnskabsårs begyndelse.

Medlemskab af selskabet giver adgang til at overvære de af selskabet udskrevne væddeløb. Et ledsagerkort kan udstedes for halvdelen af medlemskontingentets størrelse.

§ 5.
Selskabets regnskabsår er kalenderåret.

Regnskabet revideres af en af generalforsamlingen valgt statsautoriseret revisor. Endvidere skal regnskabet revideres af 2 interne revisorer, der vælges på den ordinære generalforsamling for ét år ad gangen.

Det reviderede regnskab og budget for indeværende år sendes ud til medlemmerne sammen med indkaldelsen til den årlige generalforsamling.

§ 6.
Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed.

Enhver generalforsamling, både ordinær og ekstraordinær, indkaldes af bestyrelsen med mindst 8 dages varsel. Indkaldelsen skal være skriftlig og sendes til medlemmerne sammen med udførlig dagsorden.

Alle sager - med undtagelse af vedtægtsændringer og selskabets opløsning som nævnt i § 13 og § 15 - afgøres på generalforsamlingen ved almindeligt flertal.

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

§ 7.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i anden halvdel af marts, og har følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år.
3. Økonomisk afrapportering
    a. Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse.
    b. Budget for indeværende år.
4. Fastsættelse af medlemskontingent.
5. Eventuelle forslag.
6. Valg af bestyrelse.
7. Valg af bestyrelsessuppleanter.
8. Valg af statsautoriseret revisor.
9. Valg af interne revisorer og revisorsuppleant.
10. Eventuelt.

Forslag fra medlemmerne skal være bestyrelsen i hænde senest den 1. marts med skriftlig angivelse af det emne, der ønskes behandlet.

Referat af en generalforsamling - ordinær som ekstraordinær - skal senest 14 dage efter generalforsamlingen ligge til gennemsyn på selskabets kontor. Endvidere skal referatet udleveres eller sendes til medlemmer, som mundtlig eller skriftligt anmoder om det.

Til støtte for referatet skal der på generalforsamlingen bruges båndoptager, og dette skal bestyrelsen meddele ved generalforsamlingens begyndelse.

§ 8.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes
    A. Efter beslutning i bestyrelsen.
    B. Efter krav fra mindst 50 medlemmer af selskabet. Dette krav skal være skriftligt og stiles til bestyrelsen med angivelse af den sag eller de sager, der ønskes behandlet.

Bestyrelsen skal indkalde den ekstraordinære generalforsamling, så den kan afholdes senest 3 uger efter, at en sådan beslutning er taget eller den skriftlige anmodning er kommet bestyrelsen i hænde.

§ 9.
Selskabets bestyrelse består af 5 medlemmer, som vælges på den årlige generalforsamling.

Der vælges tillige op til 2 suppleanter til bestyrelsen.

Der tilstræbes, at bestyrelsen bliver så repræsentativ som muligt i relation til hesteejere, aktive udøvere og andre travsportsinteresserede. For at være valgbar kræves mindst 6 måneders medlemskab af Det Danske Travselskab.

Kandidater til bestyrelsen opstilles sideordnet. En stemmeseddel er kun gyldig, såfremt der er anført det antal navne, som svarer til antallet af ledige bestyrelsesposter. De kandidater, som opnår de højeste stemmetal, er valgt.

Bestyrelsesmedlemmerne vælges for en 2-årig periode. De afgår efter tur, så der over en 2-årig periode er henholdsvis 2 og 3 på valg. Såfremt alle 5 bestyrelsesmedlemmer nyvælges, er de 2 bestyrelsesmedlemmer, som opnår færrest stemmer, på valg efter I år, og de 3 bestyrelsesmedlemmer, som opnår flest stemmer, er på valg efter 2 år.

Såfremt alle 5 bestyrelsesmedlemmer nyvælges uden modkandidater, trækkes der umiddelbart efter generalforsamlingen lod blandt bestyrelsesmedlemmerne, om den rækkefølge, som de opstiller til genvalg i. De 2 bestyrelsessuppleanter vælges for 1 år ad gangen.

Umiddelbart efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig med valg af formand og næstformand.

Genvalg kan finde sted til alle tillidsposter i bestyrelsen.

Afgår et bestyrelsesmedlem inden valgperioden er udløbet, indtræder suppleanten i dennes plads for resten af perioden. Suppleanterne indtræder i den rækkefølge, de er valgt.

Et bestyrelsesmedlem kan efter udførelse af en særlig beskrevet opgave for selskabet modtage et honorar af en rimelig størrelse. Opgaven og honorarets størrelse skal godkendes af mindst 3 af de 4 øvrige bestyrelsesmedlemmer. I regnskabet for det år, hvor opgaven er udført og honoreret, skal navnet på det pågældende bestyrelsesmedlem, beskrivelse af opgaven samt honorarets størrelse anføres som en særskilt note. Summen af sådanne honorarer kan i et givent regnskabsår ikke overstige 200.000 kr.

Den ordinære generalforsamling kan, efter indstilling fra bestyrelsen, vælge æresmedlemmer af selskabet.

§ 10.
Bestyrelsen holder møde mindst en gang hvert kvartal, og kan i øvrigt indkaldes, når formanden skønner det nødvendigt, eller når mindst 2 medlemmer af bestyrelsen kræver det.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 af dens medlemmer er til stede. Møderne ledes af formanden, og - når han er fraværende - af næstformanden. I tilfælde af stemmelighed, er mødelederens stemme afgørende. Der tages referat af alle bestyrelsesmøder, og referatet godkendes på det efterfølgende bestyrelsesmøde.

Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.

§ 11.
Bestyrelsen udstikker de overordnede retningslinjer for selskabets ledelse. Den daglige drift varetages af en direktør, som ansættes af bestyrelsen.

Selskabet tegnes af:

1. Den samlede bestyrelse.
2. Formanden og næstformanden i forening.
3. Formanden og direktøren i forening.
4. Næstformanden og direktøren i forening.
5. Mindst 3 bestyrelsesmedlemmer samt direktøren i forening.

Selskabets bestyrelse kan købe fast ejendom og foretage de pantsætninger, som er nødvendige for sådanne handlers berigtigelse.

Bestyrelsen kan optage lån i det omfang, det er nødvendigt for selskabets daglige drift. Ved optagelse af lån, afhændelse og pantsætning eller køb af fast ejendom tegnes selskabet af den samlede bestyrelse.

Bestyrelsen kan ikke afhænde selskabets faste ejendom uden først at have fået en generalforsamlings godkendelse.

§ 12.
Der afholdes et medlemsmøde hvert år inden udgangen af november. På mødet redegør bestyrelsen for selskabets status og planlagte aktiviteter. Medlemmerne indkaldes skriftligt med I dages varsel og med angivelse af mødets hovedpunkter. Bestyrelsen kan i øvrigt indkalde til orienterende medlemsmøder, når det skønnes nødvendigt. Medlemmerne har mulighed for at stille skriftlige spørgsmål til bestyrelsen.

§ 13.
Selskabets vedtægter kan kun ændres på en generalforsamling - ordinær eller ekstraordinær - hvor mindst 50 % af medlemmerne er til stede. Og kun, hvis 2/3 af de tilstedeværende stemmer for ændringen. Såfremt under 50 % af medlemmerne er mødt, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling med vedtægtsændringerne som eneste punkt på dagsorden, og her kan 2/3 af de fremmødte ændre vedtægterne.

Forslag til vedtægtsændringer skal, ligesom andre forslag, være rettidigt indsendt og skal anføres på dagsordenen.

§ 14.
Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, som bevisligt modarbejder selskabet og dets interesser, eller som i øvrig¡ anses for uværdigt til at være medlem af Det Danske Travselskab. Eksklusion kræver dog, at mindst 2/3 af bestyrelsen stemmer for det. Medlemmet kan indanke eksklusionen for den førstkommende ordinære generalforsamling, hvor afgørelse i sagen træffes ved almindeligt flertal. Generalforsamlingens beslutning er endelig.

§ 15.
Selskabet kan kun opløses, såfremt 3/4 af de fremmødte stemmer for det på to generalforsamlinger, der afholdes med 3 ugers mellemrum. Bestyrelsen vælger herefter et udvalg på 5 medlemmer, som skal realisere selskabets værdier.

En eventuel formue skal fordeles, så den kommer dansk travsport til gode.

--ooOoo--

Således vedtaget på den ordinære generalforsamling den 23. marts 2015