Charlottenlund Travbane

Mobile navigation

Axel Jacobsen har store forventninger til Forest Photo

Axel Jacobsen Mgl4998
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
25. februar 2021 14:35

Lunden-træner Axel Jacobsen er vanen tro på plads, når hjemmebanen i morgen er vært for weekendens indledende løb. Her bringer han en duo til start, som på forhånd ligner gode kandidater til topplaceringer, men træneren selv har sine forbehold angående chancerne. 

Af Mikkel Johansen

Sidst der blev afviklet løb på Charlottenlund Travbane var 14. februar, hvor hjemmebane-træner Axel Jacobsen kunne kalde sig Mr. 100%, da Dandit, som var trænerens eneste deltager på dagen, kunne sejre med mindst mulig marginal efter en fortrinlig afslutning. 

Ved morgendagens løbsdag skal den 1949-fødte træner forsøge at følge op på bedriften fra senest, denne gang med henholdsvis American Style (SE) og Forest Photo (SE). Førstnævnte går ud i dagens laveste klasse, hvor den fra spor to skal forsøge at aflægge sin maidentitel direkte. 

Den fireårige svenskfødte Love You-hoppe blev godkendt 6. februar i tiden 21,1/2020mv, hvor den ifølge sin træner manglede det ønskede tryk i afslutningen.

- Ja, jeg synes, hun skulle have kunnet lidt mere til sidst, men hun var heller ikke tunet på nogen måde, så det var vel egentlig helt OK. Jeg var til gengæld meget tilfreds med hendes opførsel, og jeg synes, det er en afgørende egenskab på længere sigt, at de ikke bruger kræfterne forkert, lyder gloserne henvist til prøveløbet.

Forud for debuten går meldingerne på en velforberedt debutant, som dog endnu ikke er blevet forceret yderligere, siden den blev godkendt en kold lørdag aften.

- Jeg har passet meget på hende, og jeg synes, hun skal have lov til at udvikle sig med starterne. Hun fik en skade på et ligament i benet, men det er hun ovre, og det har ikke haft den store betydning, så jeg har forberedt hende som ønsket. 

Om chancerne i fredagens indledende løb lyder vurderingen:

- Jeg forventer ikke, at hun går ud og er med til at kæmpe om sejren her første gang. Som sagt er hun ikke blevet presset på nogen måde, og hun har meget mere at byde på, end det hun kommer til at vise her de første starter. Hvis bare hun er lige så fornuftig som i prøveløbet og gør en god figur, så er jeg godt tilfreds. Jeg tror ikke, hun er noget for vinderspillerne. 

Hvad fremtiden bringer har Axel Jacobsen på nuværende tidspunkt svært ved at spå om.

- Hun må starte på, og så må vi se, hvad det kan blive til. Hun har de rigtige kvaliteter, men hvor langt det rækker, kan jeg ikke vurdere endnu. 

Jacobsen, Axel_US (1)

Det er ikke uvant for Axel Jacobsen at entrere i vindercirklen. Bliver American Style hans næste vej til denne? Foto: US Photo.

Bliver en rigtig god hest på sigt

Modsat American Style (SE), er træneren ikke i vildrede, når det kommer til, hvad hans anden deltager indeholder af kapacitet.

- Jeg er ikke i tvivl om, at Forest Photo (SE) bliver rigtig god. Jeg synes allerede, at han har vist prøver på sit store talent, og jeg forventer mig meget af ham i fremtiden. 

Hidtil har karrieren budt på én enkelt sejr og yderligere tre trioplaceringer i elleve starter, men de seneste to starter er endt i galop, hvilket også har været årsagen til den godt to måneder lange løbspause forud for starten i morgen.

- Han fik sig en forskrækkelse under et løb i Sverige, hvor en konkurrent kom lidt for tæt på, og det gjorde ham usikker og stresset, og deraf galopperne. Jeg tror, pausen har gjort ham godt, og han er normalt meget flegmatisk. 

Heller ikke Forest Photo (SE) har gået et skærpende arbejde frem imod starten, men træneren melder alt vel på formsiden.

- Han har passet sine intervaller på en god måde, og han ligger fint i puls. Han kan selvfølgelig mangle en reel udblæsning, men jeg føler, han er forberedt til opgaven. 

Der hersker heller ingen tvivl om, at det er ovennævnte, han tillægger størst chance ved morgendagens løb.

- Jeg vil køre et afventende løb, og så lade ham gå til sidst. Jeg ser ham som en fornuftig triochance, og skal jeg vinde løb, bliver det med ham. 

Forest Photo 200712

Forest Photo ved karrierens hidtil eneste sejr, som blev taget i juli sidste år. Foto: Burt Seeger.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk og herunder travbanen.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.

Læs mere