Handelsvilkår for Royal Lunden Startkort
Særligt vigtige begrænsninger
Startkortet garanterer ikke faktisk deltagelse eller præmie. Sygdom, skade eller andre forhold ved hesten giver som udgangspunkt ikke ret til tilbagebetaling. Videresalg kræver DTS’ godkendelse. Ved videresalg skal erhververen betale et gebyr på 3,25 pct. af startkortets nominelle værdi med tillæg af moms. Cash-out udgør 50 pct. af startkortets nominelle værdi og er bindende. Royal Lundens dato, bane, propositioner og præmiestruktur kan ændres på de vilkår, der fremgår af pkt. 11. Væsentlig misligholdelse kan medføre suspension eller bortfald af rettigheder. Klage skal indgives senest 14 dage efter afgørelsen.
1. Anvendelsesområde og aftalegrundlag
1.1 Disse handelsvilkår gælder for køb af Royal Lunden startkort fra DTS og for enhver senere overdragelse, registrering eller cash-out af et startkort, medmindre DTS skriftligt har accepteret andet.
1.2 Ved afgivelse af købsønske, accept af køb, betaling, senere erhvervelse eller anmodning om cash-out af et startkort accepterer køber, erhverver eller registreret ejer disse handelsvilkår, de til enhver tid gældende sportslige regler for Royal Lunden, relevante regler fastsat af DTC/Dansk Hestevæddeløb samt supplerende bestemmelser, meddelelser og frister fastsat af DTS.
1.3 Et købsønske eller en foreløbig tilkendegivelse er ikke i sig selv en endelig aftale. Endelig registrering forudsætter, at køber er godkendt af DTS, at betalingsbetingelserne er opfyldt, og at købet er registreret i DTS’ ejerregister eller den platform, som DTS anvender til registrering.
1.4 Ved uoverensstemmelse mellem dokumenter gælder følgende forrang, medmindre ufravigelige sportslige regler eller lovgivning fører til andet: (i) særskilt skriftlig aftale med DTS, (ii) disse handelsvilkår, (iii) supplerende salgsmeddelelser fra DTS, og (iv) øvrige administrative retningslinjer. Sportslige forhold afgøres efter de til enhver tid gældende sportslige regler og bestemmelser fra relevante sportslige myndigheder.
2. Definitioner
2.1 ”Royal Lunden” betyder den løbsserie eller de løb, som DTS udbyder under betegnelsen Royal Lunden, herunder eventuelle 3-års- og 4-årsserier, hvis sådanne indgår i det endelige koncept.
2.2 ”Royal Lunden Startkort” betyder en afgrænset og betinget ret til at kunne deltage i den relevante Royal Lunden-serie på de fastsatte sportslige, administrative og tidsmæssige vilkår.
2.3 ”Køber” betyder den fysiske eller juridiske person, der køber eller søger at købe et startkort direkte fra DTS. ”Erhverver” betyder den fysiske eller juridiske person, der efterfølgende søger at erhverve et startkort ved overdragelse.
2.4 ”Registreret ejer” betyder den person eller juridiske enhed, der til enhver tid er registreret af DTS som rettighedshaver til startkortet.
2.5 ”Ejerregister” betyder DTS’ registrering af startkort, registrerede ejere, kontaktoplysninger, overdragelser, cash-out, status og eventuelle begrænsninger. Ejerregisteret kan føres på en digital platform anvist af DTS.
2.6 ”Cash-out” betyder den kontraktuelle indløsningsordning efter punkt 9, hvor et startkort tilbagegår til DTS mod betaling af det beløb, der følger af punkt 9.3.
3. Startkortets karakter og begrænsninger
3.1 Startkortet er en begrænset sportslig rettighed. Startkortet er ikke en ejerandel i DTS, Royal Lunden, Charlottenlund Travbane eller andre aktiver og giver ikke køber medejerskab, stemmeret, udbytteret eller krav på andel i indtægter, overskud eller værdistigning.
3.2 Startkortet giver ikke garanti for faktisk start, præmie, præmiesum, økonomisk udbytte, medieeksponering eller sportslig succes. Deltagelse forudsætter, at alle sportslige og administrative betingelser er opfyldt rettidigt.
3.3 Køber kan ikke kræve ændringer af Royal Lundens format, løbspropositioner, frister, præmiestruktur, sportslige regler eller øvrige vilkår. DTS kan foretage sagligt begrundede ændringer efter punkt 11.
3.4 Startkortet kan alene udnyttes, overdrages, registreres eller indløses ved cash-out efter disse handelsvilkår og efter de procedurer, som DTS fastsætter.
4. Køberkriterier og identifikation ved førstegangssalg
4.1 Førstegangssalg sker til de køberkategorier og i den rækkefølge, som DTS fastsætter og offentliggør for den relevante købsperiode. De konkrete kriterier kan f.eks. omfatte opdrættere, trænere, licenskategorier, tilknytning til bestemte baner, antal opdrættede heste, antal startberettigede hopper eller tilsvarende objektive kriterier.
4.2 Køber skal ved køb eller købsønske oplyse navn/firmanavn, adresse, e-mail, telefonnummer og eventuelt CVR-/registreringsnummer samt oplyse, om købet sker som privatperson, selskab, stald, agent, repræsentant eller på vegne af andre.
4.3 Ved køb gennem selskab, stald, agent eller anden repræsentant kan DTS kræve dokumentation for tegningsret, fuldmagt, ejerforhold og den reelle rettighedshaver til startkortet.
4.4 Køber skal på anmodning dokumentere, at de relevante køberkriterier er opfyldt. Manglende eller utilstrækkelig dokumentation kan medføre, at DTS afviser eller udskyder behandlingen af købsønsket.
4.5 DTS kan afvise en køber, et købsønske eller en registrering ved saglig grund, herunder ved manglende identifikation, manglende dokumentation, manglende betaling, tidligere væsentlig misligholdelse, udelukkelse fra sporten, forsøg på omgåelse af køberkriterier eller forhold, der efter DTS’ vurdering kan skade Royal Lundens integritet, omdømme eller sportslige formål.
4.6 Ved førstegangskøb gælder de antalsbegrænsninger, der fremgår af de offentliggjorte kriterier for den enkelte købsperiode. I den første købsperiode kan samme køber eller købergruppe højst erhverve ét startkort til 3-årsserien og ét startkort til 4-årsserien. Ved senere købsperioder kan købsadgangen udvides i overensstemmelse med de offentliggjorte kriterier.
Ved vurderingen af, om flere købere udgør én købergruppe, kan DTS lægge vægt på fælles ejerforhold, familiemæssig eller økonomisk tilknytning, fælles stald- eller trænerstruktur, agentforhold eller andre forhold, der reelt indebærer fælles kontrol.
5. Købsproces, betaling og registrering
5.1 Køb gennemføres efter den proces, som DTS fastsætter for den relevante salgsperiode, herunder eventuel digital tilkendegivelse, skriftlig bekræftelse, godkendelse efter køberkriterier og efterfølgende betalingsanmodning.
5.2 DTS’ bekræftelse af modtagelse af et købsønske er ikke en endelig godkendelse af køber eller køb. Købet er først endeligt i forhold til DTS, når DTS skriftligt har godkendt køber, betalingen er modtaget rettidigt, og startkortet er registreret i ejerregisteret.
5.3 Købesummen for det enkelte startkort fremgår af den betalingsanmodning, som DTS sender til køber. Betaling sker i danske kroner til den betalingsmodtager, konto eller betalingsløsning, som DTS anviser.
5.4 Betaling skal ske inden den frist, der fremgår af betalingsanmodningen. Betaling anses først for sket, når beløbet er modtaget på DTS’ konto eller registreret via den anvendte betalingsplatform.
5.5 Ved manglende rettidig betaling kan DTS uden yderligere varsel annullere købet, tilbyde startkortet til en anden køber og slette eller undlade registrering af køber. Køber har i så fald ikke krav på reservation, erstatning eller anden kompensation.
5.6 Den samlede købesum, herunder eventuel moms, fremgår af betalingsanmodningen. Eventuel moms specificeres særskilt. Køber bærer egne bank-, valuta- og øvrige betalingsomkostninger, medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning eller skriftlig aftale med DTS.
5.7 DTS kan kræve, at køber accepterer handelsvilkårene digitalt eller skriftligt som betingelse for registrering. Manglende accept sidestilles med manglende opfyldelse af købsbetingelserne.
6. Ejerregister og rettighedsudøvelse
6.1 DTS fører ejerregister over alle startkort. Kun den registrerede ejer kan udøve rettigheder efter startkortet, herunder modtage meddelelser, anmelde hest, begære overdragelse, anmode om cash-out eller på anden måde disponere over startkortet i forhold til DTS.
6.2 Køber, erhverver og registreret ejer skal sikre, at kontaktoplysninger og øvrige registrerede oplysninger til enhver tid er korrekte og ajourførte. Meddelelser sendt til den registrerede e-mailadresse anses for kommet frem, medmindre DTS har modtaget meddelelse om ændring af e-mailadresse.
6.3 DTS kan anvende en ekstern eller intern digital platform til registrering, offentlig visning af ejerskab, overdragelsesproces, cash-out, betalingsregistrering og administrative meddelelser. Køber, erhverver og registreret ejer skal følge de tekniske og administrative retningslinjer, som gælder for platformen.
6.4 Hvis der opstår tvivl om ejerskab, repræsentation, tegningsret eller retten til at disponere over et startkort, kan DTS suspendere registrering, overdragelse, cash-out eller udnyttelse af startkortet, indtil forholdet er tilstrækkeligt dokumenteret.
7. Sportslige vilkår, anmeldelse og startberettigelse
7.1 Udnyttelse af startkortet forudsætter, at den relevante hest opfylder alle sportslige regler og propositioner for Royal Lunden, herunder krav til årgang, hestetype, nationalitet/opdræt, registrering, ejerforhold, anmeldelse, frister, licenser, udelukkelser, veterinære forhold og øvrige bestemmelser fastsat af DTS, DTC/Dansk Hestevæddeløb eller andre relevante myndigheder.
7.2 Startkortet giver ikke krav på deltagelse, hvis hesten ikke opfylder de sportslige eller administrative betingelser, hvis anmeldelse ikke sker rettidigt, hvis nødvendige oplysninger mangler, eller hvis hesten af andre sportslige, veterinære eller regulatoriske grunde ikke kan starte.
7.3 Sygdom, død, skade, eksport, salg, ejerskifte, trænerskifte, manglende registrering eller andre forhold vedrørende hesten eller dennes ejer/træner giver ikke i sig selv krav på tilbagebetaling, erstatning eller forlængelse af startkortet, medmindre DTS skriftligt har bestemt andet. Dette begrænser ikke den registrerede ejers adgang til cash-out efter punkt 9, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
7.4 Køber er ansvarlig for rettidig opfyldelse af alle anmeldelsesfrister, dokumentationskrav og sportslige betingelser. DTS kan fastsætte nærmere procedurer for anmeldelse, dokumentation, godkendelse og kommunikation.
7.5 DTS og relevante sportslige myndigheder kan træffe sportslige afgørelser, herunder om startberettigelse, afvisning, udelukkelse, ændret proposition, ændret løbsdato, ændret distance, ændret bane, ændret præmiestruktur eller andre forhold, når dette er sagligt begrundet i sportens regler, myndighedskrav, hestevelfærd, sikkerhed, praktiske forhold eller seriens gennemførelse.
8. Videreoverdragelse
8.1 Et startkort kan kun overdrages efter den procedure og på de vilkår, som DTS til enhver tid fastsætter. Overdragelsen har først virkning over for DTS, når den er anmeldt, dokumenteret, godkendt og registreret i ejerregisteret.
8.2 Overdrager og erhverver skal give DTS de oplysninger og dokumenter, som DTS kræver for at kunne vurdere og registrere overdragelsen, herunder identifikation, kontaktoplysninger, dokumentation for aftale, fuldmagt, tegningsret og erhververs accept af handelsvilkårene.
8.3 Erhverver skal opfylde de køber- og adgangskriterier, der gælder på tidspunktet for overdragelsen, og acceptere disse handelsvilkår samt de gældende sportslige og administrative regler.
Et startkort kan ikke overdrages til brug for en ikke-dansk-opdrættet hoppe, medmindre DTS har åbnet for denne kategori efter de offentliggjorte salgskriterier. Overdragelse kan ikke foregribe eller omgå en sådan åbning. DTS kan afvise registrering ved saglig grund efter punkt 4.5 eller 8.7.
8.4 Ved videreoverdragelse af et startkort skal erhververen betale et gebyr til DTS eller den betalingsmodtager, som DTS skriftligt anviser, svarende til 3,25 pct. af startkortets nominelle værdi på det tidspunkt, hvor DTS modtager anmodningen om registrering af overdragelsen, med tillæg af gældende moms. Den mellem overdrageren og erhververen aftalte købesum er uden betydning for beregningen af gebyret. Gebyret forfalder ved betalingsanmodning og skal være betalt, før overdragelsen kan godkendes og registreres i ejerregisteret.
8.5 Overdrager hæfter over for DTS for alle forpligtelser, gebyrer, restancer og forhold, der vedrører perioden frem til DTS’ registrering af erhverver som ny ejer. Erhverver hæfter for forpligtelser, der opstår efter registreringen, medmindre andet følger af skriftlig aftale med DTS.
8.6 DTS er ikke part i den økonomiske aftale mellem overdrager og erhverver og hæfter ikke for købesum, betaling, mangler, tvister, værdiansættelse, fortjeneste, tab, skatte- eller afgiftsmæssige konsekvenser eller andre forhold mellem overdrager og erhverver.
8.7 Overdragelser, der efter DTS’ vurdering har karakter af omgåelse, stråmandsforhold, spekulation i strid med seriens formål, uklar rettighedsstruktur eller dispositioner, der kan skade Royal Lundens integritet, kan nægtes registreret.
9. Cash-out
9.1 Den registrerede ejer kan anmode om cash-out af startkortet. Anmodningen skal være modtaget af DTS senest seks arbejdsdage før den officielle anmeldelsesdag i den relevante Royal Lunden-serie og skal fremsættes gennem den platform eller efter den procedure, som DTS anviser. Ved arbejdsdage forstås mandag til fredag bortset fra danske helligdage.
9.2 Anmodninger, der modtages efter fristen i punkt 9.1, kan afvises. DTS kan dog efter eget skøn acceptere en senere anmodning, hvis dette kan ske uden at påvirke anmeldelsesproceduren, løbsafviklingen eller tredjemands rettigheder.
9.3 Ved cash-out tilbagegår startkortet til DTS mod betaling af et beløb svarende til 50 pct. af startkortets nominelle værdi. Den nominelle værdi fastsættes og offentliggøres af DTS og er ikke nødvendigvis identisk med startkortets oprindelige købspris eller en eventuel markedspris.
9.4 En anmodning om cash-out er bindende, når den er modtaget rettidigt af DTS. Startkortet kan herefter ikke anvendes, overdrages, anmeldes til løb eller på anden måde disponeres over af den hidtidige ejer.
9.5 Cash-out kan ikke gennemføres, hvis startkortet allerede er anvendt til anmeldelse, er omfattet af en igangværende overdragelse, er suspenderet, eller hvis der består ubetalte beløb eller andre uafklarede forpligtelser vedrørende startkortet.
9.6 Cash-out-beløbet udbetales til den registrerede ejer senest 14 dage efter DTS’ godkendelse af anmodningen. DTS kan modregne forfaldne gebyrer, restancer og andre dokumenterede krav vedrørende startkortet.
9.7 Ved gennemført cash-out bortfalder den tidligere ejers rettigheder til startkortet endeligt. DTS kan herefter annullere, beholde eller videresælge startkortet uden yderligere betaling eller afregning til den tidligere ejer.
9.8 Cash-out er en særskilt kontraktuel indløsningsordning og udgør ikke en fortrydelsesret, en almindelig tilbagebetalingsret eller en garanti for startkortets markedsværdi.
10. Forbud mod uautoriserede dispositioner
10.1 Startkortet må ikke pantsættes, deles, udlånes, sublicenseres, administreres for tredjemand, indgå i puljer eller på anden måde disponeres over uden DTS’ forudgående skriftlige accept.
10.2 Køber må ikke markedsføre, sælge eller overdrage rettigheder til startkortet på en måde, der kan give tredjemand indtryk af at have rettigheder over for DTS, før overdragelsen er endeligt registreret af DTS.
10.3 Enhver disposition i strid med dette punkt er uden virkning over for DTS og kan medføre nægtelse af registrering, annullering, bortfald af rettigheder eller øvrige misligholdelsesbeføjelser efter punkt 13.
11. Ændringer, udsættelse og aflysning
11.1 DTS kan foretage sagligt begrundede ændringer i Royal Lunden, herunder ændringer i dato, bane, distance, propositioner, præmiestruktur, anmeldelsesfrister, teknisk platform, administrative processer og sportslige eller regulatoriske vilkår, når ændringen er begrundet i sportslige hensyn, myndighedskrav, hestevelfærd, sikkerhed, praktiske forhold, økonomiske forhold eller seriens forsvarlige gennemførelse.
11.2 DTS meddeler væsentlige ændringer på passende måde, herunder via e-mail, hjemmeside, platform eller anden relevant kommunikationskanal. Køber, erhverver og registreret ejer er ansvarlige for at holde sig orienteret om meddelte ændringer og gældende frister.
11.3 Ved udsættelse, ændret løbsdato, ændret bane eller andre ændringer, hvor Royal Lunden fortsat gennemføres i væsentligt samme form, har køber ikke krav på tilbagebetaling eller erstatning, medmindre DTS beslutter andet eller ufravigelig lovgivning kræver det. Dette begrænser ikke den registrerede ejers adgang til cash-out efter punkt 9, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
11.4 Hvis Royal Lunden helt aflyses, uden at der tilbydes erstatningsløb eller tilsvarende kompensation, tilbagebetaler DTS den købesum, som DTS har modtaget for det pågældende startkort. Tilbagebetalingen omfatter ikke renter, videresalgsavance, træningsudgifter, transport, dyrlægeudgifter eller andre indirekte eller afledte omkostninger. Er cash-out gennemført inden aflysningen, har den tidligere ejer ikke krav på yderligere tilbagebetaling eller afregning.
11.5 DTS er ikke ansvarlig for manglende eller forsinket gennemførelse som følge af forhold uden for DTS’ rimelige kontrol, herunder myndighedsforbud, sygdomsudbrud, force majeure-lignende forhold, strejke, lockout, vejrlig, sikkerhedsforhold, veterinære forhold, tekniske nedbrud, ændrede sportslige regler eller andre uforudsete hindringer.
12. Ansvar
12.1 DTS hæfter ikke for købers forventede økonomiske udbytte, hestens sportslige udvikling, manglende startmulighed som følge af hestens eller købers forhold, tvister mellem købere, sælgere, ejere, trænere, agenter eller andre tredjemænd, tab ved videreoverdragelse eller forhold, der afgøres efter sportens egne regler.
12.2 DTS’ ansvar er i alle tilfælde begrænset til direkte dokumenteret tab og kan samlet ikke overstige det beløb, som DTS faktisk har modtaget for det pågældende startkort. DTS hæfter ikke for indirekte tab, driftstab, avancetab, følgetab, tabt præmiechance, tabt goodwill eller andre afledte tab.
12.3 Ansvarsbegrænsningen gælder ikke i det omfang ufravigelig lovgivning forbyder en sådan begrænsning.
13. Misligholdelse og retsvirkninger
13.1 Væsentlig misligholdelse foreligger blandt andet ved manglende betaling, urigtige eller vildledende oplysninger, manglende dokumentation, manglende accept af handelsvilkår eller sportslige regler, uautoriseret overdragelse, forsøg på omgåelse af køberkriterier, misbrug af Royal Lunden-navnet eller adfærd, der efter DTS’ vurdering skader eller kan skade Royal Lunden, DTS, Charlottenlund Travbane eller seriens integritet.
13.2 Ved misligholdelse kan DTS efter forholdets karakter annullere køb, nægte eller slette registrering, suspendere rettigheder, afvise overdragelse, afvise eller standse cash-out, nægte udnyttelse af startkortet, udelukke køber eller erhverver fra senere køb eller kræve dokumentation og berigtigelse inden en fastsat frist.
13.3 Hvis et køb annulleres som følge af købers misligholdelse, har køber ikke krav på erstatning. DTS kan modregne rimelige omkostninger, gebyrer og tab i et eventuelt tilbagebetalingsbeløb, i det omfang tilbagebetaling konkret besluttes eller følger af ufravigelig lovgivning.
13.4 DTS’ undladelse af straks at gøre en misligholdelsesbeføjelse gældende medfører ikke, at DTS afskæres fra senere at gøre beføjelsen gældende.
14. Kommunikation, data og offentliggørelse
14.1 E-mail, digital platform, hjemmeside og andre skriftlige elektroniske meddelelser kan anvendes som gyldig kommunikation mellem DTS og køber, erhverver eller registreret ejer. Meddelelser fra DTS anses for kommet frem, når de er sendt til den registrerede e-mailadresse eller offentliggjort på den platform/hjemmeside, som DTS anvender for Royal Lunden.
14.2 Det Danske Travselskab, CVR-nr. 65 33 67 15, Traverbanevej 10, 2920 Charlottenlund, e-mail info@travbanen.dk, er dataansvarlig for behandlingen af personoplysninger i forbindelse med Royal Lunden Startkort.
DTS behandler nødvendige identifikations- og kontaktoplysninger, oplysninger om køber-, ejer-, opdrætter-, træner- og licensstatus, betalings- og faktureringsoplysninger samt oplysninger om startkort, repræsentation, ejerskab, overdragelser og cash-out. Oplysningerne behandles med henblik på køb, betaling, ejerregistrering, overdragelse, cash-out, kommunikation samt administration og gennemførelse af Royal Lunden.
14.3 Behandlingen sker, når den er nødvendig for at behandle et købsønske eller en anmodning om cash-out, indgå og opfylde aftalen, opfylde DTS’ retlige forpligtelser eller varetage DTS’ legitime interesser i at føre et korrekt ejerregister, kontrollere køberkriterier, dokumentere overdragelser og cash-out, forebygge misbrug og sikre en forsvarlig administration af Royal Lunden, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra b, c og f.
Hvis køber, erhverver eller registreret ejer ikke giver de krævede oplysninger eller den nødvendige dokumentation, kan DTS afvise købet, afvise eller standse cash-out eller undlade at registrere køber, ejer eller overdragelse.
14.4 Oplysninger kan videregives eller overlades til DTS’ portal-, IT- og betalingsleverandører, bank, revisor og rådgivere samt til Dansk Hestevæddeløb, DTC og relevante myndigheder, når det er nødvendigt for administrationen eller gennemførelsen af Royal Lunden.
Den registrerede ejers navn eller virksomhedsnavn, startkortnummer, serie og startkortets status kan offentliggøres på den platform eller hjemmeside, som DTS anvender til Royal Lunden. Kontaktoplysninger, betalingsoplysninger og underliggende dokumentation offentliggøres ikke.
Hvis oplysninger behandles uden for EU/EØS, sker dette alene på et gyldigt overførselsgrundlag efter databeskyttelsesreglerne.
14.5 Oplysningerne opbevares, så længe det er nødvendigt for administrationen af startkortet, dokumentation af ejerskab, overdragelser og cash-out, behandling af eventuelle krav og opfyldelse af retlige forpligtelser. Regnskabsmateriale opbevares som udgangspunkt i fem år efter udgangen af det relevante regnskabsår. Øvrige oplysninger slettes eller anonymiseres, når de ikke længere er nødvendige.
14.6 Den registrerede kan efter databeskyttelsesreglerne anmode om indsigt, berigtigelse, sletning, begrænsning og dataportabilitet samt gøre indsigelse mod behandling, der sker på grundlag af DTS’ legitime interesser. Henvendelse kan ske til info@travbanen.dk. Der kan desuden klages til Datatilsynet.
15. Navn, logo og markedsføring
15.1 Royal Lunden-navnet, logo, grafisk materiale, løbskoncept, officiel kommunikation og markedsføring tilhører eller kontrolleres af DTS eller den, som DTS har givet rettigheder hertil.
15.2 Køber må alene anvende betegnelsen Royal Lunden startkort på loyal og korrekt måde til identifikation af det købte startkort. Enhver kommerciel brug af Royal Lunden-navnet, logo eller øvrige kendetegn kræver DTS’ forudgående skriftlige accept.
15.3 Køber må ikke udsende pressemeddelelser, markedsføring eller offentlig kommunikation, der kan fremstå som officiel kommunikation fra DTS, eller som kan skabe tvivl om Royal Lundens regler, ejerforhold, økonomi eller sportslige vilkår.
16. Overdragelse fra DTS og underleverandører
16.1 DTS kan anvende samarbejdspartnere, tekniske leverandører, betalingsudbydere, administrative leverandører og sportslige myndigheder til gennemførelse, registrering, betaling, cash-out, kommunikation og afvikling af Royal Lunden.
16.2 DTS kan overdrage administrationen af handelsvilkårene eller ejerregisteret til en anden enhed, hvis dette sker som led i Royal Lundens fortsatte administration og uden at forringe købers grundlæggende rettigheder efter disse vilkår.
17. Klage, tvister og værneting
17.1 Klage og genbehandling
17.1.1 En køber, indehaver eller erhverver, som er uenig i en afgørelse truffet af DTS efter disse handelsvilkår, kan anmode om, at afgørelsen genbehandles.
17.1.2 Anmodningen skal fremsættes skriftligt og være modtaget af DTS senest 14 dage efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
17.1.3 Anmodningen skal angive den afgørelse, der ønskes genbehandlet, begrundelsen for anmodningen samt de oplysninger og den dokumentation, som påberåbes.
17.1.4 En rettidig anmodning om genbehandling har ikke opsættende virkning, medmindre DTS konkret beslutter andet.
17.1.5 Genbehandlingen foretages så vidt muligt af en person eller et organ, som ikke har truffet den oprindelige afgørelse. DTS kan afvise at genbehandle en sag, hvis anmodningen er fremsat efter fristens udløb, medmindre særlige omstændigheder taler for at behandle sagen.
17.1.6 DTS meddeler resultatet af genbehandlingen skriftligt. Når genbehandlingen er afsluttet, er sagen endeligt behandlet internt af DTS.
17.1.7 Bestemmelsen begrænser ikke en parts adgang til at gøre ufravigelige rettigheder gældende eller til at indbringe en tvist for domstolene eller et kompetent klageorgan.
17.2 Tvister og værneting
17.2.1 Parterne skal søge enhver uenighed vedrørende køb, ejerskab, registrering, overdragelse, cash-out, anvendelse eller fortolkning af et Royal Lunden Startkort eller disse handelsvilkår løst i mindelighed.
17.2.2 Vedrører uenigheden en afgørelse truffet af DTS efter disse handelsvilkår, skal klage- og genbehandlingsproceduren i pkt. 17.1 som udgangspunkt være gennemført, inden tvisten indbringes for domstolene.
17.2.3 Tvister, som ikke kan løses i mindelighed, afgøres efter dansk ret ved de almindelige danske domstole med DTS’ hjemting som aftalt værneting, medmindre ufravigelige regler fastsætter andet.
17.2.4 Er køberen forbruger, gælder værnetingsbestemmelsen alene i det omfang, den ikke begrænser køberens rettigheder efter ufravigelig lovgivning.
18. Ikrafttræden og accept
18.1 Disse handelsvilkår gælder fra den dato, hvor de offentliggøres af DTS, og for alle køb, købsønsker, registreringer, overdragelser og anmodninger om cash-out, der fremsættes eller gennemføres herefter. Den til enhver tid gældende version fremgår af DTS’ hjemmeside eller den platform, som anvendes til Royal Lunden.
18.2 Ved køb, betaling, registrering, overdragelse, anmodning om cash-out eller digital eller skriftlig accept bekræfter køber, erhverver eller registreret ejer at have læst og accepteret handelsvilkårene og at have modtaget oplysningerne om behandling af personoplysninger i punkt 14.
Senest opdateret 20. juli 2026