Vi har den store fornøjelse at byde dig og dine venner velkommen til en helt særlig dag på Charlottenlund Travbane, når vi samles for at hylde en af dansk travsports allerstørste legender ved årets Taroks Mindeløbsdag.
I år markerer vi et historisk jubilæum. Det er nemlig 50 år siden, at Tarok & hans faste makker Jørn Laursen vandt Dansk Trav Derby og for alvor skrev sig ind i dansk Travhistorie. Tarok var langt mere end blot en travhest – han blev et folkeeje og et symbol på vilje, styrke og ukuelighed. Med sin imponerende karriere og enestående udstråling samlede han mennesker på tværs af generationer og skabte en begejstring for travsporten, som stadig lever videre den dag i dag. Hans kælenavn var - Dannebrog på fire ben!
Når man taler om Tarok, kommer man heller ikke uden om manden bag tømmerne. Jørn Laursen er en levende legende i dansk travsport og uløseligt forbundet med fortællingen om Tarok. Sammen skabte de et af de mest ikoniske makkerpar i dansk sportshistorie. Gennem utallige triumfer, store løbssejre og uforglemmelige øjeblikke blev Jørn Laursen ansigtet på den succes, som gjorde Tarok til hele Danmarks hest. Derfor glæder det os ekstra meget, at Jørn Laursen med fru Ingelise naturligvis gæster dagen og at Jørn helt exceptionelt igen sætter sig op i sulkyen for at køre Derbylegendernes løb på Charlottenlund Travbane.
Blandt Jørn Laursens konkurrenter i legendeløbet vil vi få derbyhistoriens mest sejrende træner og kusk Steen Juul at se. Ligeledes finnen Veijo Heiskanen der har vundet to danske derbyer, svenske Torbjörn Jansson, der har vundet Derby i både Danmark og Sverige, Danmarks gennem tiderne oftest sejrende kusk og tidligere verdensmester Birger Jørgensen med over 9.000 sejre samt yderligere syv derbyvindende kuske. Jørn Laursen selv vandt hele fire Derbysejre.
Som noget helt unikt har vi samlet en række af dansk travsports største profiler til et historisk Derbylegende-løb. Feltet består udelukkende af kuske, som alle har vundet Dansk Trav Derby – en begivenhed, der aldrig tidligere er blevet afviklet på en dansk travbane. Det bliver en oplevelse, som travsportsfans sent vil glemme.
Denne særlige søndag får vi også inviteret flere af skuespillerne bag den populære film; Tarok – Grib drømmen mens du kan, som var med til at bringe historien om Tarok og familien Laursen ud til et endnu bredere publikum. Deres deltagelse er med til at gøre dagen til en unik fejring af et ikon, der har sat et uudsletteligt aftryk på dansk travsport. Sammen mødes vi for at vise vores respekt og taknemmelighed over for Tarok, Jørn Laursen og hele familien bag den eventyrlige historie. Mere end 50 år efter sine største triumfer står Tarok fortsat som den mest berømte travhest i dansk travsports historie – en legende, hvis navn stadig vækker minder, begejstring og stolthed hos travsportsfans i hele landet.
Dagen byder naturligvis også på god mad. Søndagens ret er ingen ringere end Jørn Laursens egen yndlingsret: klassisk dansk stegt flæsk med kartofler og persillesauce, som serveres til 149 kr. – den perfekte frokost til en hyggelig eftermiddag på travbanen.
Vi glæder os til at byde ALLE velkommen til en stemningsfuld dag med spændende travløb, gode historier, lækker mad og hyggeligt samvær i de historiske rammer på Nordens ældste travbane.