Pressemeddelelse fra Lunden

Det Danske Travselskab bestyrelse konstituerer sig – og styrker organisationen

Pressemeddelelse fra Lunden

Det Danske Travselskab bestyrelse konstituerer sig – og styrker organisationen

Det Danske Travselskab (DTS), der ejer travbanen i Charlottenlund (Lunden) og træningscentret Skovbo, ser fremad efter vellykket generalforsamling med opbakning til bestyrelsen og de fremadrettede planer.

Bestyrelsen konsoliderede sig med Peter Andersen som formand. Det nye bestyrelsesmedlem Kim Blandfort Christensen er ny næstformand. Øvrige bestyrelsesmedlemmer er uændret Heidi Andersen, Per Damberg og nyvalgte Tina Seligmann.

Bestyrelsen har som en af sine første opgaver valgt at fokusere på styrkelse af organisationen – både i forhold til de daglige løbs- og driftsopgaver, samt til de forskellige projekter og strategiske opgaver selskabet står overfor.

Udviklingssekretariat - til adressering og understøttelse af DTS’ strategiske opgaver

En del af styrkelse af organisationen betyder, at der med virkning fra 1. maj d.å. etableres et Udviklingssekretariat, der skal arbejde med selskabets strategi- og forretningsudviklingsplaner. Det nye sekretariat vil fra start blive bemandet med bl.a. Lars Biel og Henrik Johannsen, der samtidig vil lede sekretariatets opgaveportefølje - med daglig reference til DTS’ formand Peter Andersen, der udtaler:

”Som nævnt på DTS’ nyligt afviklede generalforsamling etablerer vi nu et udviklingssekretariat som et nødvendigt organisatorisk skridt på vej mod at udvikle og styrke selskabet kommercielt og sportsligt. Det nye sekretariat skal med bestyrelsen, den daglige ledelse og med support fra Lundens støtter sætte turbo på nuværende og fremtidige strategiske opgaver. 

DTS får dermed tilført betydelig ledelsesmæssig strategisk og juridisk tyngde – og bestyrelsen glæder sig naturligvis over, at såvel Henrik Johannsen som Lars Biel har takket ja til at indgå i arbejdet med de fremadrettede opgaver.”

Henrik Johannsen har kandidatgrad i Kommunikation fra Københavns Universitet, og han har mange års erfaring fra lederstillinger hos bl.a. Matas, Dagrofa og Epicent Public Relations A/S. Lars Biel er Cand. Jur. og kommer fra Skattestyrelsen med betydelig erfaring med skat- og erhvervsret. Begge tillige med hjerte for travsporten – og også aktive heri.

Med opstart af udviklingssekretariatet kickstartes samtidig det analysearbejde, der efter aftale med Dansk Hestevæddeløb (DH) skal afdække, hvordan man mest hensigtsmæssigt udvikler træningsfaciliteter på Skovbo til at opfylde de fælles definerede funktionelle mål, DTS og DH har sat sig. Henrik Johannsen bliver projektleder for dette vigtige arbejde.

Ved evt. spørgsmål: Peter Andersen, tlf. 40326705. Henrik Johannsen, tlf. 21337317.