Nu kan startrettigheder købes til Royal Lunden med 4. mio. kr. i præmiesum
Startskuddet er gået for salg af startkort til Royal Lunden for hopper, der er født i 2025. A-licens trænere og danske opdrættere har eksklusivret til at købe
Startskuddet er gået for salg af startkort til Royal Lunden for hopper, der er født i 2025. A-licens trænere og danske opdrættere har eksklusivret til at købe
PRESSEMEDDELELSE
I dag tirsdag d. 21. juli er startskuddet gået for salg af startkort til Royal Lunden for hopper, der er født i 2025. A-licens trænere og danske opdrættere har lige nu eksklusivret til at købe
Det Danske Travselskab (DTS) udbyder fra i dag startkort til Royal Lunden, der afholdes for 3-årige hopper i 2028 og for 4-årige hopper i 2029. Begge år er den samlede præmiesum på ca. 2 mio. kr, med fire indledende afdelinger, to semifinaler og én finale. DTS finansierer halvdelen af præmiesummen i Royal Lunden, hvor startretten følger ejeren - ikke hesten. Med initiativet ønsker DTS at bidrage til øget optimisme og investeringslyst i dansk travsport.
Førstegangssalg foregår i op til tre faser
Ved førstegangssalget af de i alt 48 startkort til hver sæson, er prisen for ét kort 20.000,- kr. Salget sker efter først til mølle og foregår i op til 3 faser. Den 1. fase er startet i dag, hvor DTS har givet de potentielle købere adgang til køb.
1. fase: 21. - 23. juli
Danske opdrættere, der har opdrættet en hoppe i 2025, kan købe ét startkort for hver sæson. Alle A-licens trænere i Danmark samt på Jägersro og Halmstad kan ligeledes købe ét startkort pr. sæson. Salget foregår efter først til mølle.
2. fase: 24. – 26. juli
Er ikke alle 96 startkort solgt efter 1. fase, starter DTS fase 2, hvor danske opdrættere kan købe ét startkort pr. sæson for hver hoppe, de har opdrættet i 2025. Danske A-licens trænere kan købe alle de startkort, de ønsker, mens A-licens trænere på Jägersro og Halmstad kan købe èt ekstra kort pr. sæson. Dertil kan B1 og B3-licens trænere købe ét kort pr. sæson. Salget foregår også i denne fase efter først-til-mølle-princippet, i den rækkefølge køberne står nævnt ovenfor.
Er alle 96 startkort solgt ved udgangen af fase 2, vil proportionerne til Royal Lunden være 100 pct. forbeholdt danskopdrættede hopper, der enten er registreret i det danske fødselsregister eller i et udenlandsk register.
3. fase: Fra 27. juli
Er ikke alle 96 startkort solgt efter fase 2, åbnes salget efter først til mølle, hvor alle ovennævnte købere kan købe det antal startkort, de ønsker. Samtidig udvides løbsseriens proportioner til også at omfatte alle ikke danskopdrættede hopper, forudsat at de importeres og registreres i Danmark inden udgangen af 2026. Startberettigelsen af ikke danskopdrættede hopper kræver dertil, at de trænes af en dansk træner frem til og med start i Royal Lunden.
Startkort kan videresælges til alle
Når DTS har afsluttet førstegangssalget og officielt har åbnet for videresalg, kan startkortene videresælges til alle. Interessen for salgskort forventes markant skærpet i takt med, at de kvalificerer sig til semifinale og finale om de store præmier. Ved startmelding skal et startkort være knyttet til en hoppe, der opfylder proportionerne. Ved startmelding til et løb i Royal Lunden skal ejeren af startkortet og den til kortet knyttede hoppe være identisk.
Dansk Hestevæddeløb placerer løbsserien i den samlede løbskalender
Royal Lunden er godkendt af Dansk Hestevæddeløb (DH). Alle løbene køres over 2.000 meter auto på Lunden – med mindre andre baner indgår aftale med DTS om afholdelse af løb på deres bane. DH har ansvaret for at indpasse løbsserien tidsmæssigt i den samlede løbskalender, under hensyntagen til de eksisterende nationale årgangsløb m.m.
Proportioner & kriterier, handelsbetingelser og Q&A ses under overskriften Royal Lunden på forsiden af Travbanen.dk
Ved generelle spørgsmål: Peter Andersen, formand for DTS, tlf. 40326705, formand@travbanen.dk og Henrik Johannsen, leder af udviklingssekretariatet i DTS, tlf. 21337317, HJ@travbanen.dk